Den dejlige julemad og forbrænding heraf

Julemad og forbrænding

Når julen står for døren kommer der gang i det danske julekøkken, og den dejlige traditionelle julemad og hygge kommer på bordet.
Maden og gerne snapsen bliver et omdrejningspunkt for mange danskere, som i denne tid spiser meget mere end på andre tider af året.

Især d. 24 december, spiser man godt og grundigt igennem med julemaden, som gerne består af and, flæskesteg med svær, rødkål, brun sovs, sylte, brunede kartofler, risalamande med kirsebærsovs og et par øl eller glas rødvin.

Til en typisk julefrokost spiser vi også federe og mere mad end normalt.
I begge tilfælde er der tale om relativ fed og kaloriespækket mad. Den almindelige dansker får herigennem ca. 3000 kalorier (kcal), hvilket er temmelig meget

Mængden af kalorier
3000 kalorier fra et enkelt hovedmåltid overstiger langt de almindelige anbefalinger for et helt døgn.
Kvinder i alderen 31-60 år med et typisk stillesiddende arbejde anbefales 2000-2200 kalorier dagligt, mens det for mændene i samme gruppe anbefales at indtage mellem 2500-3000 kalorier dagligt.
Anbefalingerne er baseret på gennemsnit og vil derfor altid kun være vejledende. Når den enkelte persons energibehov beregnes, skal der tages højde for flere faktorer. Heriblandt det fysiske aktivitets niveau.

Energikrævende aktiviteter
Efter julefrokosterne bliver tømmermænd og udspillede maver plejet på sofaen. Men forbrændingen liggende er kun på ca. 1 kalorie/min. og siddende ca. 1,5 kalorier/min.
For at sætte det i perspektiv bliver konsekvensen af julemaden, at du skal jogge i knap 7 timer, hvis kalorierne skal forbrændes.
Hvis du i stedet kan løbe i raskt tempo, er et maratonløb nødvendigt for at forbrænde samme mængde kalorier!

Alternativer til løb er svømning. 1 times brystsvømning kan forbrænde ca. 450 kalorier svarende til 5 frikadeller.
Stavgang er et udmærket alternativ til almindelig gang, idet forbrændingen er 20% større, når både arme og ben aktiveres under gang. I raskt tempo kan stavgang i ½ time forbrænde ca. 173 kalorier.

Drop elevatoren til daglig og tag trapperne i stedet. Det kræver langt mere energi at gå op ad trapper end ved almindelig gang, fordi du skal flytte din vægt mod tyngdekraften.
For hvert trin op forbrænder du ca. dobbelt så meget som for hvert trin ned igen. 1 tur op til 3.sal og ned igen dagligt i 1 måned vil forbrænde ca. 600 kalorier. Forstil dig hvor meget du kan forbrænde, hvis du tager turen 2, 3 eller 4 gange dagligt gennem en måned!

Kalorieangivelserne ovenfor er vejledende og skal opfattes som grove skøn, ikke som præcise angivelser. For at øge forbrændingen handler det grundlæggende om at være fysisk aktiv, så puls og vejrtrækning øges og størst mulig muskelmasse aktiveres. Der er altså ingen genvej eller nem måde at forbrænde julekalorierne på. Hvis du ikke er parat til at motionere i det omfang, som julemaden kræver, må du holde igen og gå uden om den fede mad.

Disse korte råd kan hjælpe dig med det:

– Drik vand til maden. Det fylder og indeholder ingen kalorier.
– Rejs dig et par gange under maden. En fyldt mavesæk mærkes bedst stående.
– Tag stramt eller tætsiddende tøj på, hvor der ikke er plads til at løsne livremmen. Så undgår du at proppe dig

Og ellers er der kun tilbage at sige… God Jul og bon appetit.


Loading...